Gør som Jensens kone - cykl på arbejde – det er næsten ”gratis” træning!

Gør som Jensens kone - cykl på arbejde – det er næsten ”gratis” træning!

Jensens kone, aka Dorte E, cykler på arbejde næsten hver dag – sommer og vinter. Og det er der mange gode grunde til. Du kan her læse Dorte E’s beretning:

Jeg cykler på arbejde for træningens skyld, for frihedens skyld, for mine børns skyld og for min mentale sundheds skyld. Jeg vil nemlig næsten gøre alt for ikke at bruge mit liv i en kø på motorvejen. Og de daglige frustrationer over DSB, vil jeg egentlig også gerne være foruden. Ved at udnytte transporttiden til træning, undgår jeg også dilemmaet om træningstid versus familietid – jeg får simpelthen mere tid til at være sammen med mine børn!

Vi bor i Birkerød, og cykler jeg den lige vej til mit arbejde på Østerbro, har jeg 22,5 km. Kører jeg den pæne vej via Vedbæk og Strandvejen, har jeg 30 km. Ofte kører jeg den længere og pænere vej om morgenen (og nyder at se solen stå op over Øresund) og den korte, men kedelige vej om eftermiddagen, så jeg hurtigere kommer hjem. Tidsmæssigt er ruterne næsten lige lange, fordi der er mange lyskryds på den korte vej. Så jeg bruger vel mellem 50 og 60 min hver vej. Havde jeg taget toget, ville jeg fra dør til dør bruge 45 min. Det er altså kun godt 10 min ekstra, jeg bruger på at cykle.

Med så mange fordele, kan det undre mig, at det er på vejene og ikke på cykelstierne, at der er kø. Forklaringen ligger naturligvis i vores medfødte bekvemmelighed, og de vaner vi er hyldet ind i. Undskyldningerne står i en lang kø…. det er mørkt, det er koldt og det er besværligt. Men de fleste udfordringer kan løses.

Her er mine seks gode råd til at komme i gang med at cykle på arbejde:

1.
Ha’ så vidt muligt tøj liggende på jobbet, så du undgår at fragte tøjet frem og tilbage på cykel. Det samme gælder håndklæde og sko. Og er det ikke muligt, er det altså ikke det store problem at køre med tøjet på ryggen i en rygsæk.

2.
Gør alt klar aftenen før, så cyklen står pumpet, cykellygterne virker og cykeltøjet ligger klar. I rygsækken har du slanger, dækjern, mini-værktøj og pumpe.

3.
Start forsigtigt op - én gang cykling på jobbet om ugen er fantastisk, og to gange er mere end dobbelt så godt og så fremdeles.

4.
Logistiske udfordringer kan løses! Nogle gange passer det bedre ind i hverdagens logistik, at du kun cykler den ene vej. Så kan du have cyklen bag på bilen, lade bilen stå og cykle hjem – næste morgen cykler du ind, og kører bil hjem. Eller du kan tage toget med cyklen den ene vej og cykle den anden vej.

5.
Sørg for den rette ”påklædning” til dig og cyklen. Lige nu er det koldt og mørkt. Derfor skal du sørge for at have styr på dit vintercykeltøj. Flere tynde lag i stedet for få tykke. Gerne med merinould i. Handsker. Hue. Og så skal du sørge for, at du kan ses. Gode cykellygter et et ’must’. Men sørg også for at have reflekser på tøjet eller på rygsækken.

6.
Hold ud i ca. tre uger, for så lang tid tager det, før noget, som i starten kan virke besværligt og udfordrende, bliver til en sund behagelighed, du ikke vil undvære.

God fornøjelse Dorte Enoksen