HIMMEL & HAV
For nyligt tog jeg til Vestjylland for at cykle med min far. Her hvor cykling opleves i skøn forening med høj himmel, hav og en strid blæst fra vest. At rulle en tur med den gamle, er noget jeg længe har ønsket at gøre igen. For cykling formår, at bringe generationer sammen. Den bringer os sammen i naturen og vejen foran os.
Min far fandt ro i det enkle i cykling for mange år siden, og til trods for sine 81 år, cykler han stadig 40-50 kilometer tre gange om ugen.
MIN FAR OG CYKLING
Min far cykler ikke et nemt sted. Men han gør det til stadighed med glæde til trods for at landskabet, her på den yderste kant af Danmark, hvor næste stop er England, er fladt som en pandekage imens vinden er allestednærværende.
Han startede med at cykle under oliekrisen i 1972. Kickstartet af de økonomiske forhold i landet, som opfordrede os til at spare på benzinen, og lade bilen stå. Men hvad der først startede af nød, forvandlede sig hurtigt til en kærlighed til cykling, en kærlighed som stadighed brænder i hjertet på ham. Et strålende bevis på, at er du først bidt af cykling, så forbliver det i dig.
For mere end 40 år siden kom den gamle altså mere eller mindre frivilligt i gang med at cykle. Fra Bramming og ud på den anden side af Esbjerg. Året rundt greb han cyklen kl 6 om morgenen, i alt slags vejr året rundt. Hård kost når man arbejdede som tømrer, og der var måske ikke noget at sige til, at madpakken bestod af 20 halve stykker rugbrød.
Min far kan egentlig ikke huske, at det var hårdt at cykle 50 kilometer hver dag. Men han husker, hvordan hans kollegaer og venner undrede sig over, at han fortsatte med at cykle, selvom bilen stod hjemme i garagen og oliekrisen forlængst var gået over.
CYKLING VS. BOLD
Jeg voksede op i Vestjylland, og herude på landet spillede man fodbold. Min farfar spillede fodbold, dengang da der var jern i snuden af støvlen. Den gamle og hans brødre spillede også fodbold, og æblet faldt ikke langt fra stammen, så fodbold blev det.
Der fandtes alternativer som håndbold eller gymnastik, men det med fodbolden gik nu fint nok i vores familie. Cykling var ikke rigtig en mulighed. Det var noget som foregik så langt væk som i Esbjerg eller Herning, og vi anså egentlig mest cykling som en sport for dem der ikke kunne spille bold.
Alligevel krøb cyklingen ind i vores hjem. Og er blevet der lige siden. Dengang var cykelløb ellers kun noget man så på TV i små glimt få gange om året. Vi så de udenlandsk stjerner komme over stregen de sidste få hundrede meter før mål. Ellers måtte vi finde informationerne og beskrivelserne af løbene i avisen, som af og til rapporterede om de uden- og indlandske cykelløb. Vi læste og talte om det, og som tiden gik begyndte Tour de France transmissionerne med Leth & Mader. Derfra er det kun gået en vej.
ÆGTESKABELIG SUPPORT BIL
Min far fandt glæde i at cykle, og gør det stadig i en høj alder. Han cykler naturligvis ikke så hurtigt længere, som han gjorde før i tiden, men der er stadig godt drev i cyklen. Jeg husker når han nogen gange kom hjem og fortalte os, at i dag havde han havde ligget på hjul af en knallert på vej hjem fra arbejde. I Vestjylland kørte en knallert dengang altid mindst 40 km/t.
Fart eller ej så tillader den gamle sig i dag udelukkende at køre med lukkede ringe. Det ruller lige en snert bedre synes han, og skulle jeg punktere, "ringer jeg bare efter mor" konstaterer han tørt.
Og cykel og grej har aldrig været ligegyldigt for den gamle. I skrivende stund er han ved at monterer SRAM etap (trådløs elektronisk gear) på carbon cyklen.
https://velopavedk.exposure.co/den-gamle
/carsten hejbøl jensen